Tirsdag d. 4. februar 2020, kl. 14:00

Program: Jakob Knudsens forfatterskab v. Knud Bjarne Gjesing

I dag kender de fleste mennesker Jakob Knudsen for hans morgensalme ”Se nu stiger solen”. Men han har skrevet langt mere – et bindstærkt forfatterskab af især romaner. Hans liv faldt i en voldsom brydningstid, fra 1858 til 1917. Den nationale stolthed led et alvorligt knæk ved nederlaget i 1864. Danmark begyndte at blive industrialiseret, og der opstod en stærk arbejderbevægelse. Man diskuterede lidenskabeligt kvindernes ligestilling og en ny seksualmoral. Kirken og religionen blev voldsomt anfægtet af den sejrrige naturvidenskab. Selv var Jakob Knudsen et konservativt gemyt, rodfæstet i nationale og kristne værdier, og i sine romaner søgte han at orientere sig i de nye tider. Foredraget fortæller om hans liv og forfatterskab, især romanen ”Den gamle Præst” (1899).

Knud Bjarne Gjesing har undervist i nordisk litteratur ved Syddansk Universitet, Odense, og desuden arbejdet som litteratur-og kulturhistorisk skribent og litteraturanmelder ved Fyens Stiftstidende. 

Sted
Asmindrupvej 52, 4390 Vipperød, Danmark